JULEN MED OG UDEN, DEM MAN ELSKER…

Julen bliver på mange måder anderledes i år. Dels fordi, at vi jo selvfølgelig er blevet dét ældre og tiderne skifter, og dels fordi, at vi i år mistede vores elskede mormor. Tanker om de kommende juleaftner og de forgangne år begynder derfor nu at røre på sig. At fejre julen med, og uden, dem man elsker, sætter virkelig tingene i perspektiv.

Denne nylige og alt for tidlige afsked med vores mormor, har sat gang i tankerne om julen, familien og hvad der i virkeligheden betyder noget. Vi benægter ikke julens materielle goder, da de helt klart spiller en stor rolle i måden, hvorpå vi holder jul og hvad der forbindes med den; men det er i stunder som disse, at familierelationerne og båndene i mellem fylder mest. Udover et alt for tidligt og ikke mindst pludseligt farvel, er afsked med vores elskede mormor også en af de første og eneste, som vi har oplevet. I vores 23 år er sorgen og tabet af vores mormor den første og største, og det har virkelig taget hårdt på os og har i den grad sat sine spor. Vores mormor, Tove, døde d. 2. august 2018, dagen før vores mors fødselsdag. Hun havde i mange år været svækket og svag grundet flere års medicin og sukkersyge; dog kom meldingen, at hun var blevet terminal erklæret meget pludseligt, da vi 3 uger forinden havde siddet med hende i solen og nydt en is, som vi har gjort så mange gange før. Hun sov fredfyldt ind i hendes hjem med familien ved hendes side.

EN VASKE ÆGTE MORMOR

Vores mormor var en vaske ægte mormor og den slags, som man høre om i fortællinger og i gode, gamle film! Ikke én fiber i hendes krop var ond; hun var bestod af ren godhed og kærlighed. Vores mormor har betydet meget gennem hele vores opvækst, hvor både ferier og højtider blev brugt i hendes selskab; højtider, som julen, hvor vi altid tilbragte enten lillejuleaften d. 23 december eller juleaften d. 24 sammen med hende. En stor del af vores ualmindelige juleglæde kan også spores tilbage til vores mormor, som hvert år havde sit store vindue fyldt ud med et kæmpe sne landskab. Kristendommen og kirken betød også meget for vores mormor, der tilmed var uddannet teolog. Hun var et givende menneske, der altid fortalte eventyr eller beretninger fra biblen. En aftenbøn blev også sagt hver aften med et “amen” til sidst.

AT LEVE MED SORGEN

Det er stadig, den dag i dag, endnu ikke gået 100 procent op for os, at hun er væk. Selv til begravelsen var det hele uvirkeligt og ikke til at forstå. Det er hårdt at acceptere, at hun ikke er her mere… Selvom, at vi selv såvel som andre opfordrer til, at man skal tænke på minderne og de gode tider, finder vi det svært at se bort fra det store savn, som vi føler hver dag. Jeg, Cathrine, nåede ikke hjem til hende i de sidste timer, da jeg “sad fast” i en rejse på Mallorca i forsøget på at nå hjem. Jeg bebrejder på ingen måde mig selv og føler heller ej skyldfølelse for, at jeg ikke nåede hjem, men jeg ærger mig over, at jeg ikke fik sagt ordenligt farvel og fik givet det sidste kram. Min pointe er blot, at jeg uden tvivl forsøger at fokusere på de gode minder, men samtidig føler behovet for at være vred og knust over tabet. Så selvom, at det på nogle måder var hendes tid, så var jeg slet ikke klar eller forberedt på at miste hende så tidligt i en alder af 75 år. Min måde at håndtere sorgen på er samtidig et råd til de af jer, der måtte sidde i en lignede situation: Lev med de gode minder, men tillad dig selv at føle sorgen.

EN NY JULETRADITION

Det var min mormors ønske at have et træ-kors på sin grav i stedet for en almindelig gravsten. Vores mormor var meget kristen og sikker i troen. Som uddannet teolog, betød døden og hendes gravplads en hel del, og det var noget hun havde gjort sig mange tanker omkring. Hun ligger nu overfor sine forældre på Thorsager Kirkegård med sit ønskede træ-kors som gravsten. Et besøg juleaften er helt klart en ny juletradition, som vi vil følge hvert år – med i år som første gang. Uden den store erfaring med så stor en sorg og tab af en af sine nærmeste, mener vi dog, at det er vigtigt, at mindes sine i kære; specielt i juletiden. At kunne tænke tilbage på alle de gode stunder og inddrage et besøg på kirkegåden i sine juletraditioner, synes vi er en smuk ting – uanset hvor hårdt, det end måtte være.

Himlen har fået sig en ny julestjerne, der uden tvivl vil skinne aller stærkest af dem alle.

 

Knus og klejner,

Cathrine og Marie-Louise