5 TO DO’S I OKTOBER – Julehygge
  • ···
GLEM GENNEMSIGTIGHEDEN

5 TO DO’S I OKTOBER

 

1. Guirlande af naturens blade

Ufattelig nem, billig og hurtig måde hvorpå du kan skabe en hyggelig stemning indenfor. Gå en dejlig lang tur i skoven og tag en håndfuld nedfaldne blade med hjem. Tryk derfor bladene helt flade i en bog og lad dem ligge natten over. Bind derefter stilken fast med en snor, garn, fiskesnørre eller andet og voila – så har du dig selv en guirlande.

2. Start ønskelisten

Det er aldrig for tidligt at begynde på sin ønskeliste. Punktum. Vi kender det alle sammen: “Hvad ønsker du dig til jul?”. Så står man tilbage med de trivielle svar: gavekort til Matas, haha. Lets face it… det er hverken sjovt for vedkommende, der skal give eller modtage gaven. Så vi er kæmpe fortalere for, at man kommer i gang i god tid! I år har jeg, Cathrine, downloaded appen Ønskeskyen ned på min telefon og kan derfor hurtigt taste ønsker ind løbende og så snart jeg kommer i tanke om noget. Det har resulteret i en nok den bedste ønskeliste nogensinde, så nu glæder jeg mig virkelig til juleaften! Jeg bliver lykkelig uanset hvad jeg får fra den liste.

3. Besøg dine bedsteforældre

Har det du også med besøg hos dine bedsteforældre, som du har det med tandtråd? Det sker ret sjældent? Så se at få lavet om på det i oktober! Både det med bedsteforældrene og det med tandtråden. Selvfølgelig har corona sat en stopper for besøg hos mange bedsteforældre, både fordi man naturligvis viser hensyn og på grund af eventuelle restriktioner på plejehjem eller lignende. I onsdags besøgte vi vores farmor og farfar for første gang siden februar – selvfølgelig med afstand – og det var den hyggeligste dag vi længe har haft. Vi er heldige at have nogle friske, agile og travle bedsteforældre, som sjælendt sidder stille og elsker at bevæge sig. Dagen bestod på rundstykker, te og kaffe og kanelsnegle, hvorefter vi tog på en køretur og gåtur rundt omkring i Mols, hvor vi blandt andet besøgte Sletterhage Fyr og nød det gode vejr. Efter vores lille udflugt kom vi hjem til vafler og varm kakao.

Tid er det aller aller mest dyrebare vi har. Så det er med at bruge dem på dem vi elsker.

4. Kom på forkant med til-og-fra kort

Inden du smider papirsposen ud fra Levi’s eller Magasin, så overvej om du kunne bruge dem til til-og-fra-kort. Vælg en form – eller flere – og klip en masse små kort ud og lav et hul til gavebåndet. Du kunne passende klippe hjerter ud til at hænge på træet eller endda lave nogle søde bordkort til næste familie sammenkomst eller madklub.


5. Udforsk sæsonen – lav en suppe fra bunden

Efteråret byder om nogen måned på god mad. Simremad, gryderetter og tung mad, der mætter. Partner up med en god veninde og hyg jer med at lave en skøn efterårsmiddag. Bare for jer og bare fordi. Jeg (Marie-Louise) anbefaler, at I kaster jer ud i en kartoffel-porre-suppe med hjemmelavede jordskokke chips på toppen og seranoskinke, som er gjort sprødt i ovnen. Himmelsk. Eller eventuelt en græskarsuppe? Mulighederne er mange. Og vælg endelig en dag, der er en smule grå og blæsende, for så er det som om, at det smager ekstra godt når man sidder og spiser det, mens regnen slår mod ruden.

 

Knus og klejner
Cathrine & Marie-Louise

Ingen kommentarer endnu

Del endelig dine tanker omkring indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

GLEM GENNEMSIGTIGHEDEN