5 TO DO’S I NOVEMBER – Julehygge
DEN BEDSTE JULEPLAYLISTE 2020

5 TO DO’S I NOVEMBER


Dette indlæg indeholder reklamelinks*

Sidste år lavede vi et lignende indlæg med 5 tips til at komme i julestemning i november og der hed det første tips sig: “Julemarkeder, julemarkeder, julemarkeder”. Et år senere – i denne corona tid – er dette tip nærmest utænkeligt eller tæt på umuligt. Det er altså netop nu, at vi må tænke i alternativer, tænke kreativt og finde nye måder at hygge sig på. Vi anbefaler derfor, at du læser med nedenfor, hvor vi kommer med 5 tips til, hvad du kan lave i november.

1. Tag forskud på julegaveindkøbene

Et andet tip, som vi også havde på listen sidste år var: “Tag forskud på julegaveindkøbene” og dét tip står stadig ved sin ret og er netop i denne corona situation blevet et ekstremt vigtigt tip. Vi vil klart anbefale alle til at komme lidt hurtigere i gang, således at vi kan “brede” masserne lidt ud og på den måde undgå en “voldsom trængsel og alarm”. Det nytter ikke, at vi ikke står klar foran Salling og Magasin d. 1. december. Desuden, så er vi også overbevist om, at hvis du går i gang nu, så bliver du også meget mindre julestresset og måske du endda vil se det som et frirum.

Til dette tip hører sig også, at man allerede nu skal begynde at bede om folks juleønsker og ligeledes lave sin egen! Tilbage i oktober omkring vores fødselsdag kom vi med nogle foreslag til årets ønsker, hvortil vi begge benytter os af Ønskeskyen. Vi opfordre til, at du gør det samme.

2. Få fat i årets julekalendre

Fysiske lågekalendere i hjemmet har mere end blot en fordel og formål – netop at tælle dagene ned mod juleaften – julekalenderne øger simpelthen juleglæden, idet de giver et traditionelt holdepunkt i dagene frem mod jul, og tilmed udgør en del af juleudsmykningen. Julekalendere gør én i sådan et dejligt julehumør og bringer en glædelig, daglig overraskelse, der gør det lidt mere overkommeligt at være tålmodig frem til årets højdepunt. Julekalendere er for os en rigtig vigtig tradition – uanset alder. Vi er særligt helt oppe at køre over DR’s lågekalender i år – den er simpelthen så smuk!

Vi anbefaler derfor, at du hopper ned i det nærmeste supermarked, Tiger eller Normal og får købt dig dine yndlings. Der er naturligvis altså den klassiske, billige chokoladekalender fra Netto, den uundgåelige skrabekalender fra Quick og de traditionelle TV lågekalendere. Derudover kan du eksempelvis overveje om du vil starte på en te-kalender (enten fra Fredsted eller Pukka) eller måske en strikke-adventskalender med 4 opskrifter? Mulighederne er mange. Vi anbefaler, at du vælger én, der kan få dig op om morgenen med julelys i øjnene.

 

3. Pynt op, pynt op

Deck the halls with boughs of holly! Fa la la la la, la la la la! Find julekasserne frem fra kælderen, loftet, skabet eller hvor end du kommer dit guld – NU skal der pyntes op. Vi plejer normalt selv at begynde midt november og det har vi planer om at gøre igen i år. For os er det over de seneste par år blevet en tradition at have juletræ i lejligheden, og altså, her mener vi et ægte og stort juletræ, som man normalt har juleaften. De seneste par år har vi fået dem leveret af Juletræshoppen, hvilket vi har været enormt glade for. I år har vi dog lyst til at ruske op i nostalgien og selv fælde vores juletræ! Det har vi planer om at gøre på Topkær Juleplantage d. 1. søndag i advent og vi glæder os helt vildt.

Hvis du er mere til DIY julepynt, så har vi en nem, hurtig og smuk måde, hvorpå du kan lave dit eget! Alt du skal bruge er et ønsket antal af appelsiner, et julienne jern og lidt julehumør. Dernæst er der ingen grænser for, hvilke mønstre du kan lave. Det skaber simpelthen den skønneste og mest julede duft, når man kaster sig ud i disse DIY appelsiner, hvilket er en enorm billig og hurtig måde at komme i julestemning på. For at komme endnu mere i stemning, så anbefaler vi også, at I stikker nelliker i og eventuelt smider et rødt bånd omkring.

4. Juledekorationer

Juledekoration er og bliver en ægte hygge-spreder. Det er også en utrolig god grund til at tage en tur i skoven med en god veninde eller med sin mor, for at samle en masse gode ting ind, som f.eks. mos, gran, bark, kogler, svampe og lignede. Vi anbefaler, at du allerede nu prøver at finde en dato for, hvornår det skal være – sådan du er sikker på, at det bliver gjort. Og sørg så for at gøre en dag ud af! Og vælg måske endda en lørdag eller søndag, sådan I har hele dagen til at hygge, spise god mad og drikke varme drikke.

Vi synes desuden heller ikke, at det skal være så besværligt at lave dekorationer med voksdug, ler, ståltråd og svineri. Det kan sagtens bare være et smukt kagefad eller en smuk dyb tallerken, som du har stående, hvorpå du stillet et lys og ligger nogle smukke grene og kogler ved – måske endda et bånd. Vi anbefaler til – både for din egen skyld, miljøets skyld og fra brandfarens skyld, at du køber og benytter LED lys. Meeeen, hvis du alligevel gerne vil se kalenderlyset brænde ned mod d. 24. december, så opfordrer vi til, at du anskaffer dig et bæredygtigt alternativ. Hertil er vores fortrukne brand ÅBENLYS, som laver de smukkeste advents- og kalenderlys lavet på et mix af soyavoks og svanemærket stearin.

         Et billede fra sidste års juledekoration

5. Hør vores julepodcast “Nu’ det jul igen”

Nu’ det jul igen er en hyggelig samtalepodcast, der har til formål at skabe et åbent og ærligt rum, hvori vi reflekterer over højtiden og dets forventninger, glæder og bekymringer. I ugerne frem mod jul vil vi derfor vende forskellige relaterede temaer og emner i et forsøg på at skabe julestemning og sprede juleglæde. Det er hygge i dine ører og vi lover dig, at du vil komme i julestemning bare ved at lytte til et enkelt afsnit. Du kan finde podcasten på Apple Podcast og på Spotify.

 

 

 

Knus og klejner, 
Cathrine & Marie-Louise

Ingen kommentarer endnu

Del endelig dine tanker omkring indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

DEN BEDSTE JULEPLAYLISTE 2020