TIL JUL HOS…. NIP FRA BAGEDYSTEN – Julehygge
TIL JUL HOS....

TIL JUL HOS…. NIP FRA BAGEDYSTEN

Fotograf: Henriette Devantier Christensen

MØD NIP – SELVUDNÆVNT CHOKOLADEAFHÆNGIG KAGEENTUSIAST

Nip er 29 år og bosat i smilets by Aarhus. I har måske set hende i Den Store Bagedyst, som hun deltog i sidste år? Og igen i Den Store Jule- og Nytårsbagedyst, som hun tilmed gik hen og vandt! Det mest imponerende er næsten, at hun for blot halvandet år siden hverken kunne blade æg og sukker sammen, uden at ødelægge begge dele. Det er hun dog kommet efter siden og det er blevet til mange smukke kager. Budskabet er derfor klart: “Hvis JEG har kunnet lære mig selv at bage, så kan du også!”.

Nip har skabt sig en sød og syndig tilværelse, hvor hun dagligt blogger på den inspirerende og chokoladeholdige platform www.nipunijulie.dk. Her blogger hun om tanker og søde opskrifter, hvor man som læser kan søge inspiration og se på flotte farverige billeder af hendes smukke bagværk. Hvis du ønsker og se mere til Nip og hendes vanlige dagligdag, kan du følge med på hendes Instagram.

Vi har før haft fornøjelsen af Nip’s selskab til et flødebollekursus, som vi afholdte i samarbejde med Social Foodies, og vi kan konkludere, at vi er lige så vilde med hende, som vi er med hendes bagværk. Nip er imødekommende, smilende og energisk, og så er hun lige så tosset med jul, som vi er! Nip har mindst ligeså mange julesweaters, som vi har og så elsker hun også julebag og julegodter. Vi tænkte, at det kunne være rigtig hyggeligt at høre hende ind til hvad julen betyder for hendes og hendes familie, og stillede hende derfor nogle spørgsmål. Læs med herunder for at se hendes besvarelser.

Hvad forbinder du med julen?

Jeg forbinder julen med hygge, familien, samvær, traditioner og ikke mindst uanede mængder af konfekt, honninghjerter og ris a la mande. Jeg kommer allerede i julehumør i september måned, og faktisk hører jeg julemusik hele året rundt. Mange tænker, at det er en fejl, at jeg hører julemusik i juli måned, men det er det nu ikke 😉

Hvordan fejrer du juleaften?

Jeg har fejret jul på mange forskellige måder og i mange forskellige lande. Min familie og jeg har altid rejst meget, og udover det har jeg selv boet i udlandet i 3,5 år. Jeg har blandt andet fejret jul i Thailand, Mexico, Sri Lanka, Tenerife og Indien. Det har været nogle helt ubeskrivelige oplevelser, men nu er jeg kommet til et punkt hvor jeg har fået nok af palmer og sand til juleaften. Jeg tænker derfor fremover udelukkende at fejre jul i Danmark med alt det traditionelle. Juleand, dans om juletræet, konfekt, ris a la mande og bare alt hyggen med hele familien samlet. Ordet hygge forståes bedst herhjemme i Danmark 😉

Har I nogle særlige juletraditioner i din familie? 

Vi har en æbleskivetradition, som har været i min familie siden før jeg selv blev født. En af de fire adventssøndage mødes vi alle sammen og så har min storebror og hans familie lavet hjemmelavet æbleskiver. Og vi snakker om ca. 300 stk, så det viser nok også lidt om hvor meget vi elsker æbleskiver. Udover det så har vi indenfor de seneste par år indført en konfektdag, hvor vi mildest talt bruger flere kilo chokolade, marcipan og andet godt. Det er traditioner jeg elsker og kommer til at holde fast ved. Den 25. december spiser jeg hvert år ris a la mande til morgenmad, så min mor ved udemærket, at når jeg er i Danmark så betyder det, at der skal laves ekstra ris a la mande  😉

Hvad spiser du juleaften?

Vi spiser altid en eftermiddagskage, som jeg står for at have med. Derudover er sofabordet fyldt med konfekt, nødder og alt det traditionelle juleslik. Til selve julemiddagen spiser vi både and og flæskesteg, da nogen ikke kan lide det ene og andre det andet. Hertil de obligatoriske franske kartofler, sovs lavet på and, hvide -og brunede kartofler og rødkål. Og selvfølgelig det allervigtigste, ris a la mande med masser af flødeskum, mandler og kirsebærsovs på toppen.

Hvad er dit bedste juleminde?

Det er blevet et godt juleminde, men da jeg var barn var det ganske skrækkeligt. Jeg har altid været pissebange for julemanden, og når han så kom og bankede på ruden, når vi dansede om juletræet var jeg simpelthen lige ved at dø af skræk. Hvert år. Også efter, at jeg fandt ud af at det var et familiemedlem, som var klædt ud. Spøjst nok, så tænker jeg den dag i dag tilbage på det som noget hyggeligt, men det må være noget jeg har bildt mig selv ind, at det var.

Har du en yndlings julefilm? I så fald, hvilken og hvorfor?

Alene hjemme! Intet mindre kan gøre det. Jeg elsker de film og jeg kan blive ved og ved med at se dem, også når det ikke er jul. Jeg kan derimod slet ikke fordrage at se Disneys Juleshow eller hvad det hedder, for tegneserier er bare ikke mig. Jeg finder sjovt nok altid på, at vi skal lave alt muligt andet liiiige når det kommer 😉

Har du en yndlings tv-julekalender? I så fald, hvilken og hvorfor?

Jeg er stadig umådelig begejstret for Jul på slottet, det er nok den hyggeligste julekalender jeg kan komme i tanke om og jeg ser den hvert eneste år. Jeg er som mange andre også kæmpe stor fan af The Julekalender, og så var jeg sidste år meget overrasket over Tinkas Jul. Det var virkelig en fin julekalender, og jeg kunne næsten ikke være i mig selv, da der ikke var flere afsnit, og håbede på, at der kom en slags fortsættelse ligesom med Pyrus.

Hvad synes du, er det bedste ved julen?

Grundet mine mange juleaftener i udlandet er jeg blevet sådan helt ekstrem juletosset, ville mange nok mene. Faktisk hører jeg julemusik hele året rundt og så snart butikkerne begynder at sælge julepynt (altså i september-oktober), så starter nedtællingen. Jeg er også allerde ved at lede efter en sjov og hyggelig julesweater, for jeg tænker at skulle have en ny igen i år. Julen er uden tvivl den hyggeligste tid på året, fordi der er så mange dejlige traditioner forbundet med julen og så mange ting at se frem til.

Hvad står julen 2018 på? 

Jeg har mange julefrokoster i kalenderen, konfekt -og æbleskivedag, juledekorationsdage og mange andre hyggelige julehyggedage i vente. Selve juleaften bliver i år med hele min familie og vi skal være hjemme hos mine forældre her i Østjylland.

Fotograf: Henriette Devantier Christensen

Her får du en lille smagsprøve på nogle af de lækre opskrifter, som Nip blandt andet deler ud af på sin blog: 

Find opskriften på hendes pebernødder lige her, og på hendes nutella-juletræ lige her.

Vi opfordrer jer endnu engang til at smutte forbi hendes hjemmeside for mere inspiration, samt hendes Instagram daglig fristelse.

 

Knus og klejner,

Cathrine og Marie-Louise

Ingen kommentarer endnu

Del endelig dine tanker omkring indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

TIL JUL HOS....