LAV-SELV PAKKEKALENDER – Julehygge
VI HAR FÅET EN JULE-TATTOO

LAV-SELV PAKKEKALENDER

NU er der ikke længe til, at vi kan begynde nedtællingen til d. 1. december. Vi har i den anledning sammensat dette inspirationsindlæg til en “lav-selv pakkekalender”, så du kan glæde en eller flere du holder kær. Vi lavede sidste år et indlæg om selv samme idé til lave en kreativ pakkekalender i dagene op imod juleaften.  Denne idé holder vi i den grad fast i og opfordrer fortsat til, at I bør springe ud i dét med en lav-selv pakkekalender! Det er en utrolig hyggelig måde at indføre noget julestemning i hverdagen, og så kræver det ikke det helt store; men er du tom for inspiration? Så læs med her!

 

FØLELSEN AF D. 1. DECEMBER

Vi husker nok allesammen følelsen som barn, når man vågner op d. 1. december, af ren spænding for hvad der mon lå i ens jule-sok, der i vores tilfælde, altid hang ude på værelsesdøren. Pakkekalenderen er nok noget de fleste forbinder med barndommen, hvor der var tid og overskud til rigtigt at hygge sig om morgenen med jule-tv og gaveoppakning. Dén følelse savner vi begge meget, og særligt nu hvor vi småt er blevet ‘voksne’ og ikke længere bor hjemme.

Til trods for, at stort set ingen af vores venner og veninder bor hjemme længere, så kender vi få, som stadig er heldige nok til at få en fyldt kurv med 24 gaver fra mor med hjem til lejligheden. Hvis du ikke er en af dem, men derimod er en af os, som er udeboende med enten en kæreste, ven eller en helt fremmede – så vil vi helt klart opfordre dig til genskabe samme glæde og spændning med en hjemmelavet pakkekalender! Vi vil derfor dele ud af vores egne erfaringer og give inspiration og idéer til hvad du, som udeboende og juleglad, kan gøre for at bringe minderne om pakkekalenderen og barndommen tilbage.

 

PAKKEKALENDER MELLEM KÆRESTER

Den traditionelle pakkekalender, som man husker den, forbinder man ofte med, at man som barn får gaver af sine forældre og dermed ikke selv er gave-giver. Det ville helt sikkert være den fortrukne løsning. Men ønsker man som voksen at modtage gaver, er man ofte også nødt til at give gaver. Vi vil derfor i dette indlæg lægge vægt på dig, som udeboende og muligvis studerende, og i det her tilfælde vinkle den mod kærestepar, som bor sammen. Pakkekalenderen kan foregå på flere måder:

1) Skiftevis hvert år kan den ene part stå for alle 24 gaver
2) Den ene part giver 24 gaver og den anden part giver 24 gaver
3) Hver part giver skiftevis 12 gaver, så man får en gaver hver 2. dag

Man kan skrue op og ned for kreativiteten af pakkekalenderen, som man vil. Vi kender alle til Jul På Vesterbro, hvor Steward hver dag, til sin overraskelse, åbner en ny øl i hans pakkekalender. Her er kreativiteten på et minimum, mens glæden er på et maksimum. Det kan være en skide god og nem løsning; hvis du for eksempel har en kæreste, der bare elsker Pepsi Max, special øl, chokolade eller noget helt fjerde. Ønsker du at skrue lidt højere op for kreativiteten, så kommer herunder lidt inspiration:

PAKKEKALENDER IDEER TIL KÆRESTEN
(BÅDE DRENGE OG PIGER)

// Sokker eller underbukser – Dem han alligevel aldrig selv får købt
// Hyggesokker til hende der elsker at pakke sig godt ind
// Lækker æske chokolade – Ofte kan en god plade Marabou også gøre det
// Special øl – Eksempelvis nogle jule special øl
// En “kupon” på lækker aftensmad med en god vin – Helst hjemme frem for ude
// Invitation til en hyggelig aftentur op langs Strøget og en omgang varm kakao
// Et skrabelod – Det bliver man altid glad for
// Et par handsker fra H&M – En sød og varm tanke
// Lækre bolsjer – Anbefaling: Mols bolsjer gør det virkelig godt
// En god ansigtscreme til det kolde vejr – Matas har billige alternativer
// En pose juleslik – Juleskum er en sikker vinder
// Billetter til en biograf tur – Evt. idé til en adventsgave
// Entré billet til et lokalt julemarked – Evt. Den Gamle By
// En sjov julesweater – køb evt. den samme, så kan I være kikset sammen
Her anbefaler vi naturligvis www.jule-sweaters.dk 
// En julekugle med jeres navn eller initialer på – www.julerosen.dk
// Et hyggeligt par hjemmesko – Rema 1000 har ofte nogle billige nogle
// Julepyjamas – H&M disker ofte op med nogle sæt til en god pris
// Spillebilletter til Brætspilscaféen + en omgang varm kakao
// Billetter til skøjtebanen – Der kommer igen i år en op foran Musikhuset (Aarhus)
// Aalborg Akvavit Basis Snaps – Så kan han lave sin egen snaps

JULE-TIP // SØGER DU MERE INSPIRATION? 

Vi er fornyligt blevet gjort opmærksomme på oplevelsesmagasinet DuGlemmerDetAldrig, som er et oplagt sted at søge inspiration og læse mere om guides og anmeldelser af diverse ting. Nu er vi f.eks. kommet med nogle ideer ovenfor omhandlende gaveinspiration til både ham og hende, men ønsker du at finde flere gode gaveideer til hende, så læs mere lige her, hvor DuGlemmerDetAldrig har listet nogle ufattelig hyggelige og stort set gratis alternativer, hvilket vi som studerende, sætter stor pris på. Vi er særlig selv blevet inspireret af deres tip om at “se solen stå op sammen”, som man jo i vinterperioden ikke behøver at stå op før fanden får sko på, for at opleve. Der er tværtimod god tid til at komme op om morgenen, hoppe i noget varmt tøj, få pakket lidt morgenbrød og en termokande med dejlig varm te eller kaffe. En sød lille overraskelse, der skaber hygge i hverdagen.

 

ALTERNATIV PAKKEKALENDER TIL DIG MED ÉN ELLER FLERE ROOMIES

Jeg, Cathrine, er udeboende på 3. år og har gennem tiderne både lavet en pakkekalender til min roomie og til min kæreste. I år bliver dette til en alternativ pakkekalender, da både mig og min kæreste er flyttet i en større lejlighed sammen med en fælles ven. Jeg vil derfor i år, på baggrund af den traditionelle pakkekalender, skabe en alternativ pakkekalender fordelt mellem 3 personer. Dette kunne også være en idé til hvis du, som mig, bor i et mindre kollektiv/fællesskab.

Hvordan fungerer det så i praksis? Jo, nu skal du høre! Vi har hver især fået som lektie at købe/finde/lave 8 forskellige gaver. Disse åbnes derefter på skift, hvor jeg f.eks. åbner en gave d. 1 december, hvorefter min kæreste åbner en d. 2 december og dernæst min roomie og så fremdeles. En sjov og hyggelig juleaktivitet i december måned, hvor man har ekstra fokus på hyggen med at åbne gaver hver morgen og samles om dette. Derudover er selve idé- og indsamlingsprocessen af gaverne også en hyggelig og kreativ aktivitet, som kan gøres til et hyggeligt eftermiddagsprojekt, der kan afsluttes i et fælles møde sidst på dagen til en omgang varm kakao. Her er nogle af vores idéer og tidligere pakkekalendergaver:

PAKKEKALENDER IDEER TIL EN ROOMIE

// Stearinlys (evt. 4 stk til en advent dekoration)
// En pose kaffe eller en pose jule-the
// Hjemmelavet gavekort til en hyggelig strøgtur med en kop varm kakao
// Hjemmelavet gavekort til en hyggelig video-aften med julefilm og risengrød
// En pakke toiletpapir – Praktisk
// Det piskeris I aldrig fik købt da I flyttede ind sammen
// En varmepude – Du kan evt. lave en
// En suppe – Pakker med pulversuppe er klart nemmest at pakke ind 🙂
// Sjov julesweater – Julesweaters er de billigste på markedet
// Gavekort til McDonalds – Foreslå evt. deres varme kakao med softice i
// Brændte mandler – Kan købes på strøget i Aarhus
// En kupon på 1 x rengøring af lejligheden
// En kupon på 1 x jeg-vasker-alt-dit-tøj-for-dig
// En pakke grødsris + sixpack juleøl
// Et par varme hyggesokker – Cozy By JZ har nogle lækre nogle
// En plade Marabou eller en pose pebernødder
// Billetter til en tur i Tivoli Friheden til Jul i Friheden

Som I kan se er inspirationslisterne både for dem med kærlighed for materielle goder og samtidig også for de kreative sjæle. Jeg selv er en god blanding, som elsker at købe ind til lige dét iPhone stik, som min roomie har fablet om i flere måneder, men samtidig stadig en kreativ sjæl, der holder af at fordybe mig i gaver og bygge dem op fra bunden. Idéerne kan selvfølgelig variere i forhold til relation, situation og køn, men alt i alt er det som bekendt, tanken der tæller. Pakkekalenderen kan med fordel også nedgraderes/opgraderes til en adventskalender, hvor man enten skurer op eller ned for charmen og pengepungen.

EN INTEGRERET DEL AF JULEPYNTEN I LEJLIGHEDEN

I forhold til indpakning og “opsætning” af pakkekalenderen er dette selvfølgelig også helt op til en enkelte med graden af kreativitet og omfang. Fra barndommen kender man til den klassiske og ikke mindst hyggelige julesok med en uindpakket gave i. Personligt gør vi begge i at gøre gaverne til en integreret del af juletræet og julepynten. Vi har altid en mindre juletræ i lejligheden. Ved at samle pakkerne under juletræet, får man tilmed skabt et samlingspunkt, hvilket man som par, fremmede bofæller eller nære veninder kan være fælles om i juletiden.

Vi har begge fundet stor glæde i at lave pakkekalendere med vores roomie og kærster, hvilket kun har øget vores juleglæde og løftet stemningen i lejligheden gevaldigt. Det har endda gjort, at det er sjovere at stå op om morgenen, og det er en nem måde hvorpå man kan bringe hygge og julestemning ind i en ellers kold og hård december måned.

 

SMÅ TIPS VED KØB AF PAKKEGAVER

Søstrene Grene, Tiger, Normal og IKEA er dine bedste venner – her er der masser af kreative og hyggelige småting at finde. Husk på, at tanken tæller og jo mere personligt du kan gøre det, desto gladere bliver personen, der modtager gaverne. Man gennemskuer som modtager med det samme hvis der er købt personlige gaver, og det værdsættes ufattelig højt. Alle gaver behøver heller ikke at komme fra en butik, du kan sagtens lave noget selv, om det så er juleklip, en omgang aftensmad eller hjemmebagte småkager – så sparer du også lidt penge. Igen, det er tanken der tæller.

 

Rigtig god fornøjelse og rigtig glædelig jul!

 

Knus og klejner
Cathrine & Marie-Louise

2 kommentarer

  • Min kæreste gennem 8 år, får på 7 år pakkekalender – han får en pakke den 1. og 24. og ellers hver anden dag 😀 Det er SÅ hyggeligt.

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cathrine og Marie-Louise Brandenborg

      Hvor dejligt – han bliver rigtig forkælet, må man sige. Utrolig god idé med blot at få gaver hver anden dag 🙂 Der er bare noget helt særligt over sådan en pakkekalender. Det bringer virkelig hyggen frem!

      God dag og god jul til dig!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

VI HAR FÅET EN JULE-TATTOO