TIL JUL HOS… JETTE GAD – Julehygge
OVERSIGT OVER JULENS TV OG JULEFILM 2018

TIL JUL HOS… JETTE GAD

MØD JETTE GAD – IVÆRKSÆTTER OG SELVUDNÆVNT MADNØRD

Du husker hende måske for hendes varme og muntre personlighed og fra hendes deltagelse i Den Store Bagedyst 2016? Til dagligt skriver Jette på bloggen Homestretch, som repræsenterer hendes hverdag, hendes verden og alt derimellem. Jette er en selvudnævnt MADNØRD og er desuden iværksætter; hun er altid i færd med nye projekter og kaster sig ofte ind i et nyt eventyr, før hun får afsluttet dét, som hun allerede er i gang med. En stor del af hvad du kan opleve i hendes blogunivers, er således inspiration til både mad og rejser.

FAMILIEMENNESKE MED STORT F

Madglad og rejselysten er derfor to ord, der beskriver Jette utrolig godt; et tredje ord, som er med til at karakterisere hende er dog familiemenneske! Stort set alle de tanker og refleksioner, som Jette foretager sig, involverer hendes familie; og særligt i hendes besvarelser omkring hvordan hun fejrer den søde juletid. Jette har nemlig stort fokus på, at julen er meget mere end blot juledagene i sig selv – det handler om at få hygget sig så meget sammen, som overhovedet muligt.

Læs med nedenfor og hør om hvordan julen foregår hjemme hos Jette’s familie; det er stort set umuligt ikke at komme i julestemning, når man hører om hvordan familien fejrer juledagen. Vi kan særlig relaterer vores egen fejring af højtiden med Jette’s, dog med få undtagelser: hendes datter på 7 år har fået for vane at holde en juletale inden spisning. Dét synes vi simpelthen er så hyggeligt, og en helt utrolig smuk tradition. Generelt, er Jette’s overbevisning, at julen giver én troen på det bedste i mennesker, og det synes vi, at hun afspejler rigtig flot i hendes besvarelser.

Så læs med herunder og kom i julestemning!

Hvad forbinder du med julen?

For mig handler julen om nærvær og hygge med de mennesker jeg holder af. Jeg synes, at hele december har en særlig stemning, som jeg helst vil have mest muligt ud af og derfor bestræber jeg mig altid på, at vi er nede i gear, så vi rigtig kan nyde tiden sammen. De dage, hvor det er muligt, henter jeg gerne børnene i god tid efter skole og så har vi kreative projekter. Alt fra juleklip til bagning – alt sammen ledsaget af lækker julemusik. Julen er for mig mere end blot juledagene og det handler om at få så meget hygge ud af det som overhovedet muligt. Jeg holder naturligvis meget af julen personligt – men en meget stor del af juleglæden for mig handler i lige så høj grad om den glæde jeg kan se vores børn har over julemagien.

Hvordan fejrer du juleaften?

Vi er nok ret traditionelle, når det kommer til at fejre juleaften. Det slår ikke fejl, at alle på matriklen står tidligt op – børnene af ren spænding og de voksne fordi vi synes, at det er hyggeligt at have en lang juleaftensdag. Kalkunen bliver sat i ovnen tidligt – vi elsker når duften af julemad spreder sig i hele huset. Vi laver risalamande og gør den øvrige mad klar.

Det er vigtigt for os, at vi kan nyde aftenen uden alt for mange praktiske ting, der skal ordnes. Jeg har som regel gemt dej fra julebagningen til juleaften – og så hygger børnene sig med at lave småkager i løbet af dagen. Børnenes krea-sager kommer også altid på bordet juleaftensdag – der er altid lige idéer til ekstra julegaver, fine julekort og indpakninger, der bliver ordnet.

Vi dækker bord sammen og vores datter på 7 år holder af at lave en juletale, som hun så giver inden vi spiser om aftenen. Vi går som regel også en tur sammen i løbet af dagen. Hvis der er stemning for det går vi i kirke – det er særligt vores datter, der synes det er en fin tradition. Vi holder af at invitere vores gæster i god tid inden julemiddagen kommer på bordet. Så er der tid til ekstra hygge, snak og en drink inden maden.

Efter julemiddagen danser vi om juletræet – alle får lov til at vælge julesange og vi synger som regel et bredt udvalg, inklusive sange fra tv julekalenderen. Julegaverne er lagt under træet i løbet af dagen – det er børnene der står for den del. Når vi deler gaver ud er det én ad gangen, så alle kan se gaverne. Det er en virkelig hyggelig del af aftenen, der som regel tager lang tid. Imens drikker vi kaffe og spiser julegodter. Hos os får vi først desserten efter vi har pakket julegaverne ud – så er der plads i maverne igen og der er helt ro på fordi vi jo har pakket gaver ud. Ret ofte udvikler det sig til en kamp om mandlen – også selvom vi lige har fået gaver alle sammen. Resten af aftenen går med at kigge på gaver, spille spil og som regel hjælpe børnene med at bygge Lego, Playmobil eller hvad de ellers har fået. Vi går som regel først i seng efter midnat – det er som om alle gerne vil have at aftenen varer så længe som overhovedet muligt.

Har I nogle særlige juletraditioner i din familie?

For nogle år tilbage var vores søns eneste ønske til jul, at vi skulle fælde juletræ på hans fødselsdag. Han har fødselsdag et par dage inden juleaften. Det er blevet til en fin juletradition, som vi alle holder meget af. Pyntningen af juletræet involverer alle familiens medlemmer og her er ingen strømlinede designplaner – juletræet er fyldt med børnenes hjemmelavede julepynt og en del arvestykker. Det meste traditionelle julepynt er noget jeg har arvet fra mine bedsteforældre og det er en tradition, at det kommer på træet først. Derudover har vi tradition for at lave noget særligt sammen på adventssøndagene. Det kan være juleklip, julebagning eller en tur på julemarked. Når julebagningen går i gang er det blandt andet med opskrifter fra mine bedsteforældre. Her fornægter mine tyske aner sig ikke, så der er tysk julebagning på programmet.

Hvad spiser du juleaften?

Vi spiser kalkun juleaften – den tradition har jeg med fra mit barndomshjem og det har vi holdt fast i. I år er der dog begyndt at være snak om både and og flæskesteg også – men det er jo begrænset hvor meget ovnen kan rumme, så for nu holder vi os til kalkunen. Dertil hører naturligvis brunede kartofler, hvide kartofler, hvidkål, chips og en lækker brun sovs. Til dessert får vi den traditionelle risalamande – ingen eksperimenter med juledesserten her. Det et tysk tradition at sætte en tallerken med slik til julemanden og vi andre får naturligvis også juleguf, konfekt og slik.

Hvad er dit bedste juleminde?

I julen for 10 år siden kom vores yngste søn til verden. Den juleaften var noget helt specielt for vi var derhjemme alene – min ældste søn, mig, min mand og vores nyfødte. Der var en helt særlig ro over den aften og en enorm taknemmelighed, som jeg aldrig glemmer. Det må simpelthen være mit bedste juleminde.

Har du en yndlings julefilm? Hvilken og hvorfor?

Åh, jeg elsker simpelt hen ”Love Actually” – det er ikke rigtig jul uden den. Og man kan sagtens se den flere gange i løbet af december kan jeg hilse og sige. Hvor amerikansk og forudsigelig den film end måtte være, så giver den mig hvert år en tro på det bedste i mennesker.

Har du en yndlings TV julekalender? Hvilken og hvorfor?

Det er jo nærmest umuligt at vælge bare én. Da jeg var barn elskede jeg ”Jul på slottet” – det var et rigtigt juleeventyr og jeg fulgte med i spænding hver eneste dag. Som voksen er jeg også blevet vild med de nye julekalendere, der er mere moderne juleeventyr, selvom de ganske ofte spiller på den klassiske ”det onde mod det gode” – i vores familie var vi ret vilde med ”Tidsrejsen” – den samlede alle familiens medlemmer og vi synes den havde en god handling og fortælling.

Hvad er det bedste ved julen?

Det bedste ved julen er helt klart den ro og det nærvær, som julen giver for os som familie. At lave vores egne juletraditioner sammen som familie betyder meget for mig. Da min mand og jeg ventede vores første barn sagde han, at han altid havde tænkt at vi skulle holde jul hjemme når vi fik børn – det er en tradition jeg holder meget af. Vi inviterer gerne gæster og nyder virkelig at være værter til juleaften.

Hvad står julen 2018 på for dit vedkommende?

Julen 2018 byder faktisk på flere julearrangementer end normalt. Vi har altid en familiejulefrokost med min mands familie 1.juledag – med hygge, mad og pakkeleg. I år får vi gæster i juledagene og skal også til rund fødselsdag. Det sker, at vi også tager et par dage ud af kalenderen for at hygge os et par dage i Hamborg, som vi holder meget af at besøge. Den del er dog ikke planlagt endnu, så måske vi finder på noget andet i år. Under alle omstændigheder er det vigtigste at vi har masser af familietid sammen.

For flere lækre opskrifter og for mere inspiration // @jettegad

Psst…. her er nogle af hendes hyggelige jule-indlæg

// 9 slags julegodter, der absolut må på bordet i år

// 5 familieaktiviteter I kan lave i december

// 31 ting jeg vil gøre i december

Knus og klejner,

Cathrine og Marie-Louise

Ingen kommentarer endnu

Del endelig dine tanker omkring indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

OVERSIGT OVER JULENS TV OG JULEFILM 2018