TIL JUL HOS… SIDSEL OG LASSE – Julehygge
HAR DU STYR PÅ ÅRETS MANDELGAVE?

TIL JUL HOS… SIDSEL OG LASSE

Billede af Nicklas Ingemann

MØD SIDSEL & LASSE – DET ULTIMATIVE POWER COUPLE

Er du en smule interesseret i hele ‘blogger-influencer-universtet’, må der være stor sandsynlighed for, at du allerede ved hvem Sidsel og Lasse er; et Aarhus-baseret ungt par, der siden 2009 har blogget, side om side, på sidseloglasse.com. Deres meget populære blog, rummer mange forskellige interesseområder, og kan i det store hele nok kategoriseres, som en livsstilblog, der afspejler deres fælles liv, samt individuelle personligheder. På sidseloglasse.com er det muligt at finde inspirerende rejseguider til ind- og udland, samt deres tanker omkring mode og indretning, hvortil de altid formår at få sat deres egen personlighed i spil med den karakteristiske skandinaviske stil. 

UNIKT OG MENINGSFULDT INDHOLD

Noget af det, der er med til at gøre deres blog-univers unikt er måden hvorpå, at hvert enkelt emne, stort som småt, bliver reflekteret over fra to forskellige synspunkter; og så endda fra et par’s synspunkt. Sidsel og Lasse er et power couple af mange grunde; hvoraf én af grundene er, at de konstant udfordrer status quo, både sammen og hver især. Sidsel og Lasse er ikke bare Sidsel&Lasse – de er Sidsel og Lasse, og det er vigtigt at skelne mellem, synes vi. Nok meget fordi, vi ikke bare er ‘tvillingene’, men derimod Cathrine og Marie-Louise. 

… DER ER FLERE GRUNDE TIL, AT SIDSEL OG LASSE ER ET POWER COUPLE

Set ude fra, er de et par, der rent professionelt er i konstant udvikling, hvilket kommer til udtryk gennem deres mange forskellige design-collabs og involvering i brand-kampagner. Samme opfattelse gør sig gældende for deres personlige liv, idet, at de i sommers blev gift. Vi har haft fornøjelsen af at møde og tilbringe tid med Lasse op til flere, og han er simpelthen bare så skøn. Lasse er sådan én man bare vildt gerne vil være venner med, ha-ha. Imødekommende, oprigtig og bare sådan en rigtig good guy. Sidsel har vi også været heldige at hilse på en enkelt gang, og hun deler samme udstråling som Lasse, hvilket er skønt at opleve.

Uden at lyde helt forelskede, så er Sidsel og Lasse bare sådan et par, man gerne vil være – og sådan et par, man bare gerne vil være venner med. Simpelthen. Det er netop dén karisma og venlighed, som vi føler, kommer til udtryk gennem deres indlæg og deres blog; hvilket er utrolig forfriskende, set i lyset af, at folk der benytter sig af blog-mediet og andre sociale medier, ofte har tendens til at udstille sig selv anderledes fra virkeligheden.

Vores interesse og begejstring for deres blog, gjorde os tilmed nysgerrige omkring hvordan de fejrer højtiden og hvilke traditioner, der følger med, og om de måske ikke deler samme opfattelse af julen? Vi stillede dem derfor nogle spørgsmål om julen; læs med herunder for deres besvarelser.

Hvad forbinder I med julen?

Jul og hygge er jo to ord, der næsten ikke kan skilles ad. Især Lasse forbinder det meget med traditioner, gode stunder i barndomshjemmet og nogle helt særlige forventninger til juledagenes forløb. Sidsel har derimod været vant til nogle meget forskellige måder at holde jul på – både i Danmark og udlandet og med mange forskellige julegæster. Derudover er det maden, Sidsel glæder sig aller mest til ved julen. Mere end gaver, juleslik og kage. I år har vi også været på julemarked i to tyske byer (Wismar og Rostock) hen over en weekend, og det var bestemt også med til at give et skud julestemning. Tyskerne tager bare julen til næste niveau, så det næsten er for meget, men alligevel er det bare ret sjovt og hyggeligt. 

Hvordan fejrer I juleaften?

Vi fejrer stadig jul hver for sig, også selvom vi blev gift her i sommer. Vi venter nok med at holde jul sammen til vi har fået børn. Julen er familiens tid, og vi er begge vante til at holde jul med vores familier. Så Sidsel holder jul i Galten med sin mor, far og to søskende + familie fra Sjælland. Lasse holder jul med sin mor, far og lillesøster. Alle juleaftener har normalt været i Lasses barndomshjem i Christiansbjerg (Aarhus Nord), men da Lasses forældre solgte huset i 2017, betød det, at der skulle holdes jul et nyt sted. Så i 2017 og igen her i 2018 er det Lasse, der lægger hus til julehyggen i vores lejlighed, mens Sidsel så er hjemme hos sine forældre i Galten.

Har I nogle særlige juletraditioner i jeres respektive familier?

En helt fast tradition hos Lasses familie er, at vi skal se Disneys juleshow kl. 16. Det kan simpelthen ikke blive rigtig jul, hvis man ikke har set Disneys juleshow. Vi har ikke misset det én eneste gang i de seneste 25 år (og sikkert længere). I Sidsels familie er der tradition for at forberede julemaden d. 23 december, gå en lang tur d. 24 og om juletræet får alle lov at vælge én sang, der skal synges. Normalt er det også en tradition, at der selvfølgelig skal pyntes op til jul i løbet af december, men efter vi er flyttet hjemmefra (… altså i 2009) har vi ikke været så gode til at få det gjort. Men vi bliver bedre og bedre til det med årene 🙂

Hvad spiser I juleaften?

Hos Lasses familie spiser de risengrød til forret (som man faktisk også oprindeligt gjort i de gamle dage for at spise sig mest mæt i det billigste) – dog mest fordi det bare er blevet vores tradition. Til hovedret er det and, brunede kartofler, rødkål og så videre. Så altså ingen risalamande. I Sidsels familie får de and med det hele og risalamande til dessert. Derudover får de christmas pudding sammen med risalamanden – en tradition, de samlede op, da familien boede i England de første 9 år af Sidsels liv. I år får de også flæskesteg sammen med anden efter ønske fra de sjællandske gæster.

Hvad er jeres bedste juleminde?

Lasse har et minde fra en jul, hvor det sneede helt vildt juleaftensdag engang i 90’erne. Der må have ligget mellem en hel og en halv meter sne, og han kan huske, hvordan hans farmor kom pløjende til fods ned ad vejen gennem sneen for endelig at komme frem til hoveddøren i huset. Følelsen af næsten at være sneet inde men samtidigt have alt det, man havde brug for, skabte en ekstra hyggelig julestemning.

Sidsels bedste, eller i hvert fald sjoveste juleminde, var, da hendes familie holdt jul på St. Croix og dansede rundt om palmerne på hotellets grund, mens de sang “Nu er det jul igen” – en tradition er nemlig også, at de skal danse rundt i hele huset (eller hotellet), når der bliver sunget netop dén julesang.

Har I en yndlings julefilm? I så fald, hvilken og hvorfor?

Sidsel må ty til en vaskeægte klassiker – Love Actually. Den rammer lige i hjertekulen hver gang. Lasse er ret vild med Kiss Kiss Bang Bang og selvfølgelig Die Hard, som begge foregår i juletiden, men nok ikke ligefrem kan klassificeres som traditionelle julefilm.

Har I en yndlings tv-julekalender? I så fald, hvilken og hvorfor?

Sidsel vil faktisk helst gerne være fri for julekalendere på tv. Generelt føler vi begge, at de lidt har mistet magien gradvist i takt med, at vi er blevet ældre. The Julekalender er dog stadig en skjult favorit hos os, og den må jo siges at indholde nogle nær udødelige replikker, som også bliver brugt resten af året rundt omkring i Danmark.

Hvad er det bedste ved julen?

Juleferien! Der er et eller andet ekstra befriende ved at holde juleferie for netop i juleferien ved man, at næsten alle andre også holder ferie. Det vil sige, at man med stor sandsynlighed møder ind til en noget nær tom e-mail indbakke på den anden side af nytår, fordi de færreste, i hvert fald i de brancher, vi arbejder i, har en masse at skulle nå i dagene mellem jul og nytår. Det er fantastisk. Derudover er det selvfølgelig også en skøn mulighed for noget kvalitetstid med vores familier, hvor man har flere dage sammen, der er øremærket til hygge, afslapning, god mad og julestemning.

Hvad står julen 2018 på for jeres vedkommende?

Julen 2018 bliver nok egentlig meget som julen i 2017 – Sidsel holder jul i Galten og Lasse i vores lejlighed på Trøjborg med sin familie. Så ses vi først igen omkring d. 26 eller 27 december og så holder vi i år også fri d. 27 og 28, så faktisk strækker vores juleferie sig helt fra d. 22/12 til og med d. 1/1. Dejligt! Julen 2018 bliver den anden jul, hvor vi kun giver hinanden en symbolsk gave på omkring 50 kroner. Vi har besluttet, at vi hellere vil bruge pengene på noget, vi kan opleve sammen. Vi skal på to måneders bryllupsrejse i februar og marts, så der får vi rig mulighed for at bruge penge på ting, vi oplever sammen 🙂

TANKEN BAG ‘TIL JUL HOS’ INDLÆGGENE

Hele idéen og tanken bag vores serie af indlæg under titlen ‘Til jul hos…’, er at inddrage forskellige bloggere og få indsigt i deres forhold til højtiden, og dermed kaste lys på forskellige opfattelser og forventninger til julen. Vi er jo tossede med jul og vi er har derfor en meget klar idé om hvordan julen bør fejres; mens andre måske har anderledes tanker og traditioner. Vores forhåbning har således været, at vi måske kunne lære noget af hinanden, og vi føler bestemt, der er en vigtig undren og betragtning at udlede fra Sidsel og Lasse’s indlæg, som de udgav sidste år.

For det første, har Sidsel og Lasse et langt mere afslappet forhold til julen end vi har, og tager endda en form for ironisk distance til hele konceptet (jf. de smukke billeder ovenfor). Det synes vi både er sjovt og forfriskende. Vi har en tendens til nogen gange at gejle forventningerne til julen og alt den bringer, for meget op til, at vi næsten vi bliver forpustede. Vi brænder så inderligt for, at hver jul skal være bedre end den forrige, og glemmer derfor nogle gange at stoppe op og reflektere over dens egentlige mening. Det er der nok desværre en del, der kan nikke genkendende til, hvorfor vi synes, at nogle af deres tanker er vigtige at overveje:

“Hvis man tager sig selv i at ytre sætningen “Jeg ANER simpelthen ikke, hvad jeg skal ønske mig!”,
kunne man måske bare overveje ikke at ønske sig noget? Eller er det helt utænkeligt? Der er ingen,
der siger, at du partout skal ønske dig noget til jul.”

“Jeg kunne helt vildt godt tænke mig, at julen kom til at handle mere om at hygge sig sammen,
spise god mad, synge julesange og se noget åndssvagt jule-tv. Jeg synes, det er lidt ærgerligt,
at juleglæden ikke kan indfinde sig 100% før man har fået foræret hinanden nogle materielle goder.” 

Det var ordene. Vi opfordrer i hvert fald alle til at tage et smut ind forbi deres hyggelige univers!

Blog // sidseloglasse.com 

Sidsel’s Instagram // @sidselhhamann

Lasse’s Instagram // @lasseribergard

 

Knus og klejner,

Cathrine og Marie-Louise 

Ingen kommentarer endnu

Del endelig dine tanker omkring indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

HAR DU STYR PÅ ÅRETS MANDELGAVE?