ADVENTSKONKURRENCE #3 ADVENT

FORELØBIG ANMELDELSE AF THEO OG DEN MAGISKE TALISMAN

Theo & Den Magiske Talisman

Vi er nu rundet d. 12. december og er dermed over halvvejs mod juleaften! En smule vemodigt, men også glædeligt, da julen nu er lige om hjørnet. I den forbindelse har vi lavet en foreløbig anmeldelse af julekalenderen Theo & Den Magiske Talisman, hvor vi vil dele ud af vores tanker omkring DR’s nye skud på stammen. Theo & Den Magiske Talisman har som sagt kørt over skærmen de seneste 14 dage og vi har i denne periode hver især gjort os nogle tanker om både plot, skuespillere og julekalenderen, som helhed.

Tanker og teorier

Vi havde til at starte med, høje forventninger til, at julekalenderen ville indeholde en masse eventyrlige elementer, der ville drage paralleller fra eventyr som f.eks. Nangiala og Brødrene Løvehjerte; og det må man sige, at den har indfriet. Der er i hvert fald skruet helt op for fantasien i den magiske verden, Thannanaya.

Paralleller til ‘A Christmas Carol’?

Siden dét afsnit, hvor vi stiftede bekendtskabet med det såkaldte ’orakel’, har vi gået og brygget på lidt teorier omkring kalenderens underliggende plot, hvoraf vi begge følte, at der kunne drages paralleller til fortællingen ’A Christmas Carol’ af Charles Dickens. I situationen mindede oraklet meget om én af de tre ånder i den klassiske fortælling, herunder ’fremtidens ånd’, idet oraklet viste  Theo hvordan julen i fremtiden ville se ud, hvis ikke der blev foretaget nogle ændringer. En jul uden morfar-Harald. Så vi er spændte på om vi senere i kalenderen også bliver præsenteret for ’nutidens ånd og den forgangne juls ånd’, eller om det blot er et skud i tågen.

Bjørn som lampeånd?

Derudover har vi også tænkt meget over sygeplejersken Bjørn og hans rolle i fortællingen. Vi går nemlig lidt med tanken om, at Bjørn repræsenterer en ’rådgiver’ en ’lampeånd’, grundet hans mange råd til både moren, Theo og Simone, og helt konkret fordi han render rundt i en blå uniform, hvilket vi associerer med Genie fra Aladdin. Det er i hvert fald bare nogle ting, som vi har gået og tænkt lidt over; så må vi se om der er noget i det eller om det blot er gisninger.

Cathrine’s holdning til julekalenderen

“(…) Jeg glæder mig til at se mere!”

Jeg er især blevet tryllebundet af julekalenderen, hvilket jeg på ingen måde havde forventet, og jeg er derfor meget overrasket over min reaktion. Da jeg først læste om plottet til DR’s julekalender, frygtede jeg, at den kunne falde i kategori med julekalenderen ”Pagten”, hvor mobning også var et omdrejningspunkt, hvilken jeg ikke var specielt begejstret for. Jeg er derfor MEGET overrasket og overvældet over hvor meget, at den har formået at fange og fastholde min opmærksomhed.

Til trods for, at der ikke er en nisse at se i miles omkreds, så er det, der tiltrækker mig, den kærlighed og dét venskab, der eksisterer mellem Theo og morfar Harald. Når en fortælling formår dette, så er der ikke behov for nisser og den direkte relation til julen på samme måde. Alt i alt, synes jeg, at det er en spændende og medrivende julekalender, der formår at trække seeren med ind i en anden verden, og jeg glæder mig til at se mere!

Marie-Louise’s holdning til julekalenderen

“(…) Jeg savner, at det er julen, der er omdrejningspunktet!”

Jeg synes, at julekalenderen er et godt bud på en ny fortælling, idet man kan relatere sig til mange af de vigtige og svære temaer, som kalenderen adresserer, som f.eks. dét at miste og den sorg og frustration, der følger med. Når det så er sagt, så er jeg ikke nær så begejstret, som Cathrine er. Jeg synes, at skuespillet er på et meget lavt niveau, og det er til tider til at krumme tæer over. Jeg synes dog, at Theo klarer den utrolig godt og han lever sig virkelig ind i rollen, hvilket skinner i gennem hjemme i stuerne. Jeg synes, at kalenderen er utrolig spændende, men den formår desværre ikke at få mig i julestemning; den underholder ’bare’. Det eneste tidspunkt jeg var tilnærmelsesvis i julestemning, var da familien i et kort klip på 8 sekunder danser rundt om et juletræ, og det synes jeg er ærgerligt, når datoen efterhånden siger d. 14. december.

For mit vedkommende, kunne Theo & Den Magiske Talisman ligesåvel havde været udspillet sig alle andre måneder på året, og kunne derfor sagtens ‘bare’ have været en spændende program-serie på DR Ultra, men en julekalender, synes jeg ikke den gør det godt som. Jeg savner, at det er julen, der er omdrejningspunktet!

Tag mig med – Mads Langer

I forbindelse med Theo & Den Magiske Talisman, kan man ikke komme udenom titelsangen, som i dette tilfælde er “Tag mig med” af Mads Langer. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi ved første møde med sangen et par dage inden vi gik ind i december, ikke havde den store tiltro til hverken sangen eller julekalenderen, men det skal vi da love for har ændret sig siden. Jeg, Cathrine, er særligt helt tosset med sangen, og synes allerede, at det er blevet en ørehænger.

Endnu en tanke, der har strejfet os i forbindelse med titelsangen, er de tydelige paralleller til Kim Larsens ”Tag mig med til Juana”. Derudover finder vi det utrolig ironisk, at Mads langer i år synger ‘mod sig selv’ på Tv2, hvor de i år viser julekalender, Tvillingerne og Julemanden.

Hvad er dine tanker til julekalenderen Theo & Den Magiske Talisman?

 

Knus og klejner,
Cathrine & Marie-Louise

 

5 kommentarer

  • Christian Dyhr

    Theo og den magiske talisman er intet mindre end et mesterværk. Julen handler nu om dage om julegaver, stress og nisselandskaber i diverse storcentre. Men i virkeligheden er det jo netop livet, kærligheden, afsavn, sammenhold og dermed også døden, som er julens væsentligste budskaber. Skam til jer, som ikke tør berøre de emner, bare fordi det er jul! Dette års julekalender er en gave til børn og deres forældre til at komme lidt tættere på det tabubelagte emne – døden, og gør det på en usentimental måde. Og, bare lige for at nævne det… jeg er absolut ikke særligt religiøs.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle

    En kedelig historie – langt fra jul. Ingen glæde at spore – specielt hos Theo. Dårligt valg af person. Mangler charme. Serien er uinteressant for både børn og voksne. Et fejlskud! Lad os få rigtige juleserier tilbage på skærmen i december

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cathrine og Marie-Louise Brandenborg

      Enig. Adresserer vigtige temaer, men vi synes bestemt også, at en julekalender bør have mere fokus på JUL og julens glæde!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Torben Klein

    Det er en fantastisk historie, som bør kunne bruges til mange samtaler omkring de svære spørgsmål som:
    Hvad sker der, når man dør.
    Hvordan håndterer man dårlige kammerater.
    Hvordan opfører en god kammerat sig.
    Hvorfor forstår forældre ikke børn.
    Hvorfor er mindre søskende irriterende.
    etc etc.
    Man savner ikke “jul” som omdrejningspunkt. Jul er endemålet.
    Der var heller ikke fyldt op med jul i de gamle kalendere.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cille

    Jeg synes at den er utroligt kedelig og har formået at falde i søvn til den op til flere gange!
    Der mangler seriøst noget jul.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

ADVENTSKONKURRENCE #3 ADVENT